|
tilbage til oversigt medlemsmøder
Arbejdspladsens interne beredskab
Medlemsmødet
den 23.januar 2006 blev afholdt hos TDC Services, som bl.a. står for koncernens interne
Redningsberedskab hvor
beredskabsleder Ivan Meyer fra afdelingen i København gav en professionel beretning om,
hvordan det interne beredskab er opbygget til sikring af koncernens omkring 15.500 medarbejdere og
den særdeles samfundsvigtige funktion at opretholde telekommunikationen.
Der satses kraftigt på at informere alle medarbejdere om, hvordan de kan
forebygge uheld, og hvordan de skal forholde sig, hvis uheldet alligevel sker. I hvert eneste rum
hænger f.eks. en alarmeringsinstruks, som dækker alle tænkelige situationer.
Det interne Redningsberedskab som totalt omfatter ca. 630 personer er opbygget i
tre hovedgrupper:
Førstehjælpere, beredskabshjælpere og hjælperøgdykkere. Alle uddannes som
førstehjælpere, og nogle uddannes så til at indgå i de øvrige funktioner.
Førstehjælperne er tilkaldehjælpere i arbejdstiden, som kan yde assistance indtil eventuel
hjælp udefra når frem. Beredskabshjælperne, der primært er teknikere, kan nærmest
sammenlignes med "almindelige bedriftværnsfolk" De kan tilkaldes via SMS over en særlig
server, eller ved opkald til deres privatnummer, da de også kan tilkaldes i fritiden.
De vil bl.a. kunne medvirke ved løsning af opgaver som at:
- begrænse brandudbredelse samt storm- og vandskader
- yde en førsteindsats ved miljøskader og uheld med farlige stoffer
- medvirke ved håndtering af bombetrusler og evakuering
- foretage følgeskadebekæmpelse og restværdisikring (herunder prioritere
hvad der først skal reddes)
Hjælperøgdykkerne findes på enkelte, større tjenestesteder og har som
primær opgave at være vejvisere og hjælpere for brandvæsenet. De kan også med eget
slukningsudstyr starte en førsteindsats for at sikre menneskeliv og hindre brandudbredelse.
Beredskabet råder over en hel del indsatsmateriel. Der er f.eks. opbygget 3
trailere med særligt materiel, og målet på landsplan er 10 - 12 trailere. Også uddannelsen
lægges der stor vægt på. Mange uddannes internt af TDC's egne instruktører, men
beredskabshjælpere og hjælperøgdykkere uddannes ved Redningsberedskabets skole i Tinglev.
Efter
en kort pause lagde
undertegnede op til en debat om, hvordan man andre steder har løste opgaven arbejdspladsens
interne beredskab. Jeg tog udgangspunkt i en gennemgang af de indkomne spørgeskemaer, men fik
hurtigt en række andre deltagere til at fortælle om deres løsninger.
Der blev gennemgået eksempler fra såvel statslige som private arbejdspladser med mangeartede
funktioner som administration, produktion og særligt farlige virksomheder. Det stod snart
helt klart, at et internt beredskab skal være tilpasset såvel den enkelte arbejdsplads, som
arbejdspladsens beliggenhed i samfundet samt afstand til brand - og ambulancevæsen.
Der blev nedsat en hurtigt arbejdende arbejdsgruppe, som ud fra de mange forskellige input skal
formulere en henvendelse til Forsvarsministeriet om en modernisering og effektivisering af fortidens
bedriftværn til fremtidens interne beredskaber .
Henvendelsen skal fremlægges for medlemmerne på generalforsamlingen i forbindelse med vort næste
medlemsmøde den 7.marts 2006 ved firmaet Brüel og Kjær
A/S

tekst og foto
Niels Erik Bølling
tilbage til aktuelt nyt
|