Vort Logo samt link til forsiden                   Sammenslutningen for Virksomhedsberedskab
                           - at forebygge og begrænse følger af uønskede hændelser                       senest opdateret 05. December 2011

  fakta om os     vore møder     vort formål       lidt historie       medlemslink       andre gode link                                           

Med SBS i Tivoli

SBS- mødet i Tivoli den 6.november mønstrede i alt 19 deltagere, hvoraf mange var fra SAVIB. Det er lidt svært at trække en skarp linje mellem "dem og os", fordi vi er en del, der er medlemmer af begge sammenslutninger i forvejen.
Ét er dog sikkert: Jo flere vi mødes til disse arrangementer, jo flere chancer har vi for kollegial erfaringsudveksling. 
At det også for arrangørerne er rart, når anstrengelserne bakkes op, er jo kun en ekstra fordel.

Sikkerhedschef Thomas Rydahl fra Tivoli og brandinspektør Jan Sørensen fra Københavns Brandvæsen, gav os et meget inspirerende indblik i de problemer der kan opstå når kultur, nostalgi, sære indretninger og bygningskonstruktioner skal forenes med størst mulig sikkerhed for publikum og ansatte.
Specielle konstruktioner og publikumsmagneter som Rutchebanen og Himmelskibet falder jo langt udenfor alle gældende regler og foreskrifter. Så må der findes de bedst mulige forebyggende foranstaltninger og løsninger.

Et stort problem er, at der stort set ikke er brandsektionering nogle steder mellem bygninger og boder i Tivoli.
Bebyggelsesprocenten  holdes dog under 25, da præget af grønt område og have ikke må forsvinde.

Nogle særlige problemer blev fremhævet:
- Hvordan håndterer man store mænneskemængder, hvis der opstår uønskede hændelser?
- Hvordan håndteres en begrændsning og bekæmpelse af brand?
- Hvordan gennemfører man bedst en højderedning fra Himmelskibet, hvis stolene stopper i 63 meters højde med 24 passagerer?
  Det skulle jo nødigt tage en time pr. passager at komme ned!

En del af svaret er Crowd Safety*) hvor mindst 28 medarbejdere får en uges grunduddannelse med bl.a. radiobetjening, udvidet førstehjælp, konfliktløsning og skadestedsarbejde. 
Uddannelsen bliver vedligeholdt årligt i samarbejde med Politiet og Københavns Brandvæsen.

En lille specielle, elektrisk drevne brandbil med pumpe, slanger o.s.v. vil være klar til brug inden næste sommersæson åbner.
Den skal bemandes med 2 mand fra Crowd Safety og primært anvendes til at begrænse brandudbredelse, men den skal også kunne transportere en siddende patient til en udgang, så man undgår at køre ind med en ambulance.

Alle Tivolis 26 kørende forlystelser er TÜV- og Force godkendte. 
Der er udarbejdet seperate beredskabsplaner for alle større forlystelser og hele området er opdelt i 5 evakueringsområder hvor der er planlagt opsamlingssteder, krisecentre, ventepladser og ambulanceveje.

Tivoli er en stor virksomhed, ikke blot med ca. 460 ansatte men også med mange hundrede lejere, der driver hver deres virksomhed på dette grønne område midt i København. Tivoli er en internationalt kendt virksomhed, der årligt bliver besøgt af over 4 millioner besøgende - eller gennemsnitlig ca. 21.000 besøgende pr. dag i årets 3 åbningsperioder. Der er dog fastlagt en grænse som kun tillader 33.000 besøgende ad gangen. Denne grænse blev nået 3 gange i år, hvor portene blev midlertidig lukket. 
Det er et led i sikkerheden, og sikkerheden ligger Tivolis ledelse meget på sinde.

 
se en plan over Tivoli ved at klikke her

Efter oplægget gik vi en runde i den begyndende skumring, men nåede da at opleve udsigten fra "Svinget" øverst oppe på Ruchebanen.
Senere så vi det manuelle håndtag der bruges, når påfuglen på Tivolis eneste fredede bygning, Pantomineteatret, skal op eller ned. Der skal fem mand til betjeningen: To trækker hjørnerne, to folder halen og en kører fuglens krop ned i kælderen ved hjælp af håndsvinget. 
Der blev debatteret ivrigt omkring de mange brand- og sikkerhedsmæssige udfordringer vi så undervejs.

En stor tak til Thomas og til SBS

Vort gode samarbejde med SBS (Sammenslutningen af Brandinspektører i Storkøbenhavn) om at indbyde til "hinandens møder" har i efteråret ført til, at flere SBS medlemmer deltog i vort møde den 30.oktober ved Coloplast i Mørdrup, men også, at en hel del af vore medlemmer allerede nu har deltaget i eller meldt sig til SBS møderne her i november 2008.

 

*)Crowd Safety er sikkerheden når store menneskemængder deltager. På grund af Tivolis unikke beliggenhed, produkt og publikumsforhold er Haven gjort til genstand for et studieforløb om emnet på Buckinghamshire Chilterns University College, hvor der forskes i Crowd Safety. Der er også et samarbejde med andre koncertarrangører.

tekst: Niels Erik Bølling

foto: Tivoli